GO Blog | EF Blog Danmark
Det seneste inden for rejser, sprog, kultur af EF Education First
MenuGratis brochure

3 tips til at snyde din hjerne til at lære et nyt sprog

3 tips til at snyde din hjerne til at lære et nyt sprog

At lære et nyt sprog er utrolig lærerigt og sjovt, men nogle gange virker det som om, vores hjerne arbejder imod os.

Som én, der har lært at tale fire nye sprog fra bunden, ved jeg, at der er konkrete trin, der kan hjælpe med at overkomme læringsblokaden og sætte gang i din læringsproces.

Her er mine top 3 tips til at snyde din hjerne til at lære et nyt sprog hurtigere:

1. Skab en form for hast

En ofte brugt undskyldning, når man lærer et nyt sprog? Mangel på tid.

Efter en hel dag på arbejde eller i skole, hvor du udsætter din hjerne for massive mængder af information, kan din hjerne måske nægte at lære et nyt sprog af én simpel grund – den vil ikke bruge den ekstra energi!

Så hvordan kæmper du imod det?

Tilmeld dig et hold med andre mennesker

Et hvilket som helst hold. Et online-hold, fysisk hold eller en lørdagsworkshop. Målet er at få nogen til at minde dig om dine mål. At binde sig til at møde op med andre mennesker, specielt på et hold med en underviser, presser dig på en sund måde.

Hold øje med din fremgang… og del det

Har du nogensinde overvejet at optage dig selv enten på lyd eller film, hvor du holder øje med din fremgang? Hvad med at dele dit seneste essay, dit seneste brev eller dine yndlings udtryk på sociale medier? Der er et kæmpe sproglæringsfællesskab på Twitter, og flere Facebook grupper kan hjælpe dig med at blive ved, og de deler også selv deres fremgang.

Giv ikke din hjerne en mulighed for at slippe for sproget

At lytte til musik på vej til skole eller arbejde, se film eller Netflix-serier i weekenderne, læse et blad under morgenmaden eller poste på sociale medier på det sprog, du vil lære, er alle gode måder at få sproget ind i hverdagen på.

Du kan endda navngive ting rundt omkring i huset med post-it sedler på sproget, så du bliver eksponeret for sproget på en helt ny måde gennem hele dagen. Målet er at sende besked til din hjerne om, at du skal bruge det her sprog… fordi det er overalt.

2. Gør din læringsproces så personlig som muligt

Vores hjerner har det med at glemme ting, den ikke har brug for. Eller ting vi ikke finder interessante. Faktisk klager mange af os over dårlig hukommelse og ikke at kunne huske et nyt ordforråd, for eksempel, men det er kun naturligt, på grund af al den information vores hjerne bliver eksponeret for hver eneste dag.

Din mission? Snyd din hjerne til at tro på, at disse fremmede udtryk er meningsfulde, nødvendige og personlige.

Brug dine egne billeder

Næste gang du laver et flashcard til ordet ”hund” på spansk, fransk eller tysk, så husk, at din hjerne har nemmere ved at huske ordet, hvis du bruger et billede af din egen hund, i stedet for at bruge den direkte danske oversættelse for eksempel.

Og du kan gøre det super nemt på din smartphone – installér en gratis flashcard app såsom Quizlet eller AnkiApp og upload dine egne billeder.

Vælg nøgleudtryk i stedet for lister

I stedet for at huske ordforrådslister, kan du udvælge ord, der er relevante i dit eget liv, rutiner og forhold.

For eksempel er det meget normalt at lære ord for forskellige job, når du begynder på et nyt sprog. I stedet for at huske på lange lister over jobstillinger, kan du starte med dit eget, dine forældres, din partners eller din bedste vens job! Det er meget mere sandsynligt, at du husker, hvad du lært, og at du husker det i længere tid.

Skriv om dig selv, så snart du kan

Brug dit nye ordforråd til at tale om dit eget liv og til at forklare dine følelser, meninger og personlige historie i stedet for at bruge standardeksempler fra bogen. Det, du ser i læringsbøger er startpunktet i din læringsproces, ikke slutpunktet – slutpunktet er egentligt at bruge sproget i det virkelige liv og på en måde, der er naturlig og brugbar.

3. Lær at gentage på en måde, der rent faktisk virker

Nogle mennesker kan tydeligt huske hele tabeller over engelske eller spanske verber, som de lærer i skolen. Men hvis du beder folk om at bøje dem, bruge dem i en kontekst eller bruge dem, når de fortæller en historie… så vil du forstå, at gentagelse for gentagelsens skyld ikke altid er den bedste metode.

Mens læring gennem gentagelse har sine egne fordele, er hemmeligheden ikke at terpe. Det er at gentage på en effektiv måde.

Bliv bekendt med ’gentagelse med afstand’

I sin bog Fluent Forever: How to Learn Any Language and Never Forget It, introducerer polyglot Gabriel Wyner os til teknikken ’gentagelse med afstand’ til at lære et nyt sprog. I stedet for at terpe og aldrig kigge på materialerne igen, er målet at gentage ordforrådet fra tid til anden over en længere periode og med længere intervaller.

Målet er at eksponerer din hjerne for det nye sprog i det øjeblik, du er ved at glemme det. Som Wyner siger, ”På en fire måneders periode, hvor du øver 30 minutter om dagen, kan du forvente at lære og huske 3600 flashcards med 90 til 95 procents nøjagtighed”. Vi er på!

Vær mere visuel

Kan du huske, hvad vi nævnte tidligere omkring at personliggøre din læringsproces med dine egne billeder på flashcards?

Ikke alene hjælper brugen af dine egne billeder dig med at huske tingene bedre, men den simple handling at søge på et fremmedord på Google Billeder og gemme et af billederne på din telefon og bruge det til et flashcard, kan virkelig sætte gang i hukommelsen. Prøv at bruge dine egne flashcards med sjove billeder, steder du kender, familieferier eller billeder af dine kære. Du er garanteret at huske disse efter noget gentagelse bedre, end hvis du bare bruger ord!

Gentag og brug hvad du lærer med det samme

At kunne huske lange lister af verber er ikke det samme som at vide, hvordan man skal bruge dem. Din hjerne er mere tilbøjelig til at huske ting, når de er blevet brugt i hverdagssamtaler.

At bruge det, du har lært, ved at snakke med en lærer, en klassekammerat eller en gruppe er essentielt for at blive ved med at huske sproget. Du kan også øve ved at skrive det samme ord i mindst ti forskellige sætninger, lige så snart du har lært det – at gentage det i en sammenhæng vil ikke kun hjælpe dig med at huske, men vil også give mening til det, du har lært.

Tag din sproglæring til næste niveauLæs mere
Bliv opdateret på destinationer, sprog og kulturer i vores GO nyhedsbrev.Skriv dig op