Det seneste inden for rejser, sprog, kultur af EF Education First
Menu

Hvilke cykelbegreber skal du kende til Tour de France?

Hvilke cykelbegreber skal du kende til Tour de France?

Jeg elsker at cykle. Jeg cykler til arbejde, på min mountainbike, jeg mødes med cykelholdet en gang om ugen og tracker endda mine cykelture med en app for at presse mig selv til at blive endnu hurtigere. De fleste af mine venner vil nok betegne mig som en ivrig cyklist, men når det kommer til at forstå professionel cykling… så er det en anden sag.

Gul trøje, polkaprikker, udbrud, feltet, rulleskift… for at være helt ærlig, så er det nok til at gøre mig rundforvirret. Derfor, som forberedelse til dette års Tour de France, har jeg sat mig ned og læst op på lektien inden starten går d.7. juli.

Her er de vigtigste begreber, som du skal kende for at se (og få glæde af!) Tour de France, og forstå hvad fyrene i farverig spandex har gang i ude på bjergsiderne.

Cykeltrøjerne

Gul – den overordede føring

Også kendt som Den Gule Førertrøje, bæres af den rytter, der fører i den overordnede klassifikation (General Classification, GC) – altså har kørt kortest mulig tid i alt.

Grøn – føring på points

Den grønne trøje, på fransk ”Maillot Vert” bæres af den rytter, som har indsamlet flest points under løbet. Point gives på baggrund af de positioner, som rytterne opnår ved hver etape, såvel som ud fra deres præsation under indlagte spurter på etaperne.

Polkaprikkerne – Bjergkongen

Den prikkede bjergtrøje bæres af den rytter, som har haft de bedste afslutninger og opnået flest points på bjergstrækningerne i løbet. Jo højere en stigning, jo flere point kan man indkassere.

Rytternes roller

Bjergrytter

Et let rytter, der specialiserer sig i bakker eller bjergterræn.

Sprinter

En eksplosiv rytter, der er ekspert i at spurte ved højeste hastighed.

Enkeltstarter

En udholdenhedsrytter, der excellerer i at holde en høj fart over lang tid for at vinde etapespurter eller enkeltstart.

Holdkaptajn

En erfaren rytter, som er ansvarlig for at eksekvere holdets strategi og sikre, at alle ryttere positionerer sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Toprytter

Den rytter, som er holdets topprioritet – enten for dagens etape eller den overordnede stilling. Dette kan være en bjergrytter på en bjergetape, en sprinter på de flade strækninger eller den overordnede klassementsrytter.

Hjælperytter

En holdrytter, der hjælper toprytteren, både ved at skærme dem fra vinden, ved fysisk at afskærme dem fra andre ryttere eller skaffe mere vand fra holdbilen.

Rytternes positioner

Peloton/feltet

Den store gruppe af cykelryttere.

Paceline / rækkekørsel

Når rytterne kører sammen i en enkelt eller dobbelt linje for at udnytte slipvinden fra den forreste rytter og ”ligge på hjul” af hinanden. Rytterne kører i ”rul” eller “rulleskift”, hvor de skifter mellem at være forrest i linjen og bryde vinden for deres holdkammerater.

Udbrud

Når en eller flere ryttere bryder ud af feltet og kører foran resten af hovedgruppen.

Forfølgerne

En eller flere ryttere, der prøver at indhente udbrudet, men er fanget mellem feltet og de udbrydende ryttere.

Grupetto

Gruppen at ryttere bagest i feltet, også kaldet ”bussen”, er betegnelsen for den gruppe ryttere, der samler sig bagerst i feltet på en hård bjergetape og bare skal sørge for at klare sig i mål inden for tidsgrænsen.

 

Vidste du, at EF har et cykelhold? Følg med fra 7. juli, når EF Pro Cykling har debut i Touren!

Vil du forbedre dit engelske?Lær mere

Del denne artikel

Seneste artikler fra Kultur

5 miljøvenlige storbyer du skal besøge