GO Blog | EF Blog Danmark
Det seneste inden for rejser, sprog, kultur af EF Education First
MenuGratis brochure

De 10 bedste steder at studere i Europa

De 10 bedste steder at studere i Europa

Beslutningen om, hvor du skal studere, kan være en af de sværeste, men samtidig en af de vigtigste i dit liv. Det kan være skræmmende at tænke på, hvor du har lyst til at slå dig ned i mindst tre år: hvad vil du synes om det? Er det dyrt? Findes der en McDonalds? Her kommer vi med 10 udvalgte byer, som efter vores mening, er de bedste steder at studere i Europa.

1. London

Det siger sig selv, at London er en af de mest populære studiebyer i verden, ikke bare i Europa. Og det er  ikke overraskende, eftersom byen rummer et bredt udvalg af universiteter, der tilbyder ethvert tænkeligt fagområde: fra prestigefyldte økonomi- og statskundskabsstudier på London School of Economics and Political Science (LSE) til kreative fag på Goldsmiths University. I forhold til livskvalitet er London selvfølgelig en af verdens førende byer – spækket med ikoniske vartegn, spændende steder at spise, shoppe og gå i byen – selvom det kan være lidt dyrt.

2. Bristol

Hvad er det, som er så særligt ved Bristol? Det er faktisk den by, hvor flest studerende slår sig ned, når de er færdige med at studere på et af byens to universiteter – University of Bristol og University of the West of England (UWE).

Og man kan godt forstå, hvorfor de bliver: Bristol er en af Storbritanniens hippeste byer, hvor pulserende natteliv og kreative erhverv blomstrer side om side. Det hjælper også, at Bristol ligger i hjertet Sydengland, kun to timers kørsel fra London, og samtidig tæt på Englands bedste strande.

3. Oxford

Oxford har det hele. Her i den ene af de to mest berømte og prestigefyldte universitetsbyer i Storbritannien (Cambridge er den anden), kan du virkelig opleve et pulserende studiemiljø og fornemme de stolte uddannelsestraditioner. Oxford har skønne naturomgivelser og er centralt beliggende i landet. Ja, University of Oxford kan være svært at komme ind på, med mindre du er den bedste af de bedste – men heldigvis kan du stadig få Oxford-fornemmelsen på det velrespekterede Oxford Brookes University.

4. Edinburgh

Skotland og England er to helt forskellige steder, især når du er studerende. Mens England har solbeskinnede strande og store byer, har Skotland sin særegne robuste og lidt excentriske personlighed. Edinburgh er kendt for sin universitetskultur og tilbyder en overkommelig storbyoplevelse – den har alle fordelene ved en større by, men uden den overvældende stemning fra en metropol som London.

5. Dublin

Irerne er kendte for at kunne have en fest, og intet sted holder det mere stik end i Dublin, Irlands hovedstad. Det er en lille by med en storslået stemning, hvilket gør det sociale studieliv på det prestigefyldte Trinity College ti gange så indbydende. Når du er færdig med at studere, kan du søge ind hos de mange multinationale virksomheder, som har deres Europæiske hovedkvarter her: i øjeblikket kan nævnes Google, Facebook, Uber og AirBnB.

6. Barcelona

Spaniens tjekkede metropol er en af Europas mest internationale byer, krydret med en legendarisk festkultur og et passende indtag af tapas. I Barcelona kan du studere på University of Barcelona og på Polytechnic University of Catalonia, som begge udbyder kurser på engelsk i tilfælde af, at dit spanske ikke er 100 procent bueno endnu. Du kan selvfølgelig også studere spansk!

7. Paris

Findes der et bedre sted at studere i Frankrig end i byernes by? Følg i Balzacs og Simone de Beauvoirs fodspor på det verdenskendte Université de Sorbonne, gå på jagt i de mange antikvarboghandler i latinerkvarteret, eller nip til en petit café mellem dine forelæsninger på Place de l’Odéon. Uanset om du vil studere mode, historie, business eller filmproduktion, vil Paris give dig uendelig inspiration. Du vil opleve storbylivet fuldt ud, eftersom studielivet i Paris sjældent er begrænset til en campus som i USA. Og du vil altid have et chateau eller et historisk monument inden for en arms vidde – samtidig med at du studerer og øver dit franske!

Pas mal, non?

8. Lyon

Hjemsted for uddannelsesinstitutioner i særklasse, såsom EM Lyon, INSA and Université Claude Bernard Lyon 1, er Lyon Frankrigs gastronomiske hovedstad og en meget populær destination for Erasmus-studerende. Denne kosmopolitiske by har en behagelig størrelse og ligger kun to timer fra de franske alper, og 2,5 time fra kysten, og giver dig derfor muligheden for både at stå på ski og surfe. Lyon giver fremmede studerende en særlig velkomst ved at tilbyde skræddersyede services: informationsbureauer, hjælp til at finde indkvartering, såvel som jobs til nyuddannede. Byen er simpelthen et perfekt match til internationale studerende.

9. Berlin

Vil du læse (næsten) gratis i en af de hippeste byer i Europa? Berlin kan være det perfekte sted for dig. Den tyske hovedstad er fyldt med historie og vil slå benene væk under dig med dens afslappede atmosfære, blomstrende natteliv og uendelige grønne områder. Indskriv dig på TU Berlin (Berlins tekniske universitet) eller Humboldt-Universitetet, et af Europas førende universiteter indenfor kunst og humaniora, og få fod på Goethes sprog!

10. Rom

Hvis du er kunst- eller historie-nørd er der intet bedre sted i Europa at studere end Rom. Byen er også kendt som Den Evige Stad og er et rent udendørs museum, som vil forføre dig før du kan nå at sige pronto. Som hovedstad er Rom både ekstremt rig på kultur og en smeltedigel af muligheder for studerende såvel som nyuddannede; studiesammenslutninger, akademisk forskning, forretningsmuligheder, internationale konferencer… Oplev byens utrolige energi og dyk ned i indbegrebet af Italien.

Denne artikel er skrevet af Tom og Livia

Overvejer du et studieår i udlandet?Læs mere
Bliv opdateret på destinationer, sprog og kulturer i vores GO nyhedsbrev.Skriv dig op